Når barndommen spænder ben for det gode parforhold

Der er ingen tvivl om, at det der i høj grad kommer til at forstyrre og spænde ben for os i vores parforhold er tidlige oplevelser fra barndommen, som projiceres ud i nutid og fremtid. Og dermed kommer til at farve den måde vi opfatter vores partner på, den måde vi fortolker vores partners adfærd. Og som kommer til at farve vores reaktioner i forhold til vores partner.

Den første forelskelse

Indenfor moderne teorier om parforhold (Imagoterapi fx.) antager man, at vi tiltrækkes af, ikke bare vores kommende partners positive sider, men også af nogle af de negative sider. Indenfor Imagoterapi tager man udgangspunkt i, at de sider vi forelsker os i, og ubevidst tiltrækkes af, er præcis både de positive sider hos vores forældre og de negative sider hos vores forældre.

I forelskelsesfasen er vi mest tilbøjelige til at være bevidste om de positive sider hos vores partner. Og de negative sider ser vi enten slet ikke – eller vi ser dem som en del af charmen hos vores nye partner. Men efterhånden som forholdet skrider frem træder de “negative egenskaber”, som minder os om vores forældre tydeligere og tydeligere frem. Og det begynder at gå op for os, at vores partner alligevel ikke er “perfekt”, som vi måske i vores forelskelses naivitet, indtil nu har troet.

Problemerne i parforholdet begynder…

Når forelskelsens magi begynder at “fordampe” og forholdet begynder at bevæge sig over i en mere realistisk og moden fase, så begynder problemerne også at opstå. Nogle vælger på dette tidspunkt simpelthen at forlade forholdet, fordi det viste sig, at partneren alligevel ikke levede op til forventningerne. Andre vælger at blive – trods problemerne.

Vi begynder at blive irriterede over de sider hos partneren, som vi tidligere måske fandt forfriskende anderledes end os selv. Eller som vi så som  charmerende skævheder. Og vi begynder at tage partnerens adfærd ret personligt, hvilket vi sjældent gør i den første fase af forholdet. Det er også på det her tidspunkt at vi begynder at putte partneren i bestemte kasser og sætte etiketter på. “Han gør aldrig sådan og har er altid sådan…”. Det er ikke sikkert, at  vi til en begyndelse siger dette højt, men vi gør det måske bare begyndende i vores eget hoved. Og vi begynder at opføre os og reagere i overenstemmelse med disse nye, også negative, overbevisninger om vores partner.

Vi trækker os måske væk både fysisk og følelsesmæssigt? Eller vi bliver kritiske, krævende og omklamrende i forhold til vores partner. Alt afhængig af, hvilket strategi vi har udviklet gennem vores barndom. Og partneren reagerer sandsynligvis tilsvarende på os – og begynder at se og reagere på os set gennem SIN barndoms briller. Og så er vi i gang…

To børn, der bare gerne vil elskes

I mange parforhold opstår der inden længe magtkampe, som tager udgangspunkt i de følelsesmæssige sår og uopfyldte behov fra barndommen. Og det ender desværre ofte med, at man står to sårede børn over for hinanden, som begge insisterer på at få opfyldt hver deres behov.. Eller som har trukket sig væk i opgivenhed og tilsyneladende ligegyldighed.

Og to selvoptagede børn kan i sagens natur ikke særligt godt opfylde hinandens behov og hele hinandens sår.

Og i virkeligheden er vi alle bare uskyldige sårede børn, som længes efter tryghed og at blive elsket, som vi er.

At se barnet i den anden

En del af løsningen er her, at se barnet i den anden. At få øjnene op for det sårede indre barn i den anden. Og at gøre sig større end det. At sætte sig selv lidt til side og se igennem den andens adfærd, som måske er uhensigtsmæssig eller destruktiv. Og se, at den anden lige nu er i sit “barneselv”, styret af gamle følelser og mønstre. Så hvad har min partner i virkeligheden brug for lige nu? Hvilket behov ligger mon under vreden, kritikken eller ked-af-det-heden, som min partner er fyldt af lige nu? Hvad handler adfærden og følelserne mon i virkeligheden om? Hvad er det for et behov min partner har lige nu? Og hvordan kan jeg bedst dække det?

Det er det samme, som vi gør med spædbørn, der græder eller er frustrerede. Vi bestræber os på ikke at tage deres følelser og adfærd personligt. Vi går som regel ud fra, at deres følelser eller adfærd har god grund. Og vi forsøger at identificere de underliggende behov. Måske er barnet sultent eller træt? Eller det keder sig og trænger til berøring? Når vi har med små børn at gøre, tager vi som regel udgangspunkt i deres renhed og uskyldighed.

Hvis vi kunne få øje på denne renhed og uskyld i hinanden også som kærlighedspartnere, så ville parforholdet på mange måder have langt bedre vilkår. For de fleste kærlighedspartnere har de bedste intentioner. Og når vi reagerer på hinanden udfra tidligere oplevelser og sår fra barndommen, så gør vi det ikke med vilje. Vi gør, som de fleste andre mennesker, det bedste, vi kan – lige der.